BOREAN Innovation og Ecopark støtter iværksættere med millioner

Morten Bitsch Janik er BOREAN Innovations repræsentant i Aarhus. Med ham har Ecopark fået en stærk kapitalpartner i huset. Det er ikke kun en fordel for nye, lovende iværksættervirksomheder, men også for mere etablerede virksomheder, som ønsker at udvikle nye kapitalkrævende forretningsidéer.

En god idé med internationalt salgspotentiale og en fornuftig forretningsplan. Det er, hvad der kræves, for at komme i betragtning hos BOREAN Innovation, som investerer risikovillig kapital, viden og kompetencer i lovende iværksættervirksomheder.

 

"BOREAN leverer typisk den første investering i en forretningsidé. Vi sætter os på iværksætterens side og arbejder frem mod et fælles mål - nemlig at skabe en succesfuld forretning," siger Morten Bitsch Janik, der er BOREAN's repræsentant i Aarhus og har kontor i Ecopark. 

 

Kapital og kompetencer
BOREAN kommer nemlig ikke kun med en pose penge, men investerer også viden og kompetencer i de nye virksomheder. Når forretningsidéen er blevet udvalgt til et investeringsforløb, bliver BOREAN medejer og del af bestyrelsen. BOREAN matcher virksomheder med sine medarbejdere ud fra kompetencer og ikke ud fra geografi. Derfor er Morten Bitsch Janiks virksomhedsportefølje spredt ud over hele Danmark.

 

"Det er som udgangspunkt ikke min opgave at blande mig i udviklingen af produktet eller teknologien bag. I stedet støtter jeg forretningsudviklingen med fokus på værdiskabelse," forklarer han.

 

Ecopark vil gerne investere
BOREAN Innovation er et ud af fire danske innovationsmiljøer, som er finansieret af Styrelsen for Forskning og Innovation. Desuden kommer kapitalen fra aktionærer - heriblandt Ecopark.

 

"Vi har valgt at blive aktionær i BOREAN Innovation, fordi vi især gerne vil have mulighed for at investere i lovende forretningsidéer inden for cleantech, energi, affald og andre grønne industriiværksætte," siger Gert F. Rasmussen, der er direktør i Ecopark.

 

"I Ecopark fokuserer vi på at skabe optimale rammer for cleantech-virksomheder og andre grønne iværksættere. Med BOREAN i Ecopark håber vi at opsamle flere af de bæredygtige forretningsidéer i Østjylland og medvirke til, at idéerne omsættes til nye, grønne vækstvirksomheder."

 

Bindeled til privat kapital
BOREAN Innovation har nemlig også et stærkt netværk inden for venture kapital og business angels, som de trækker på i forhold til deres porteføljevirksomheder. For eksempel kan BOREAN hjælpe med at se længere frem i forretningsforløbet og være på forkant med, hvornår en virksomhed får brug for yderligere kapital.

 

"Det er en af vores opgaver, at fungere som bindeled mellem videniværksættere og det private kapitalmarked, og i den forbindelse har vi både erfaring med at sammensætte økonomiske løsninger og et netværk af potentielle investorer, vi kan trække på," siger Morten Bitsch Janik, der selv har en baggrund som CFO i flere større danske virksomheder inden for transport og industri.

 

Med disse erfaringer hjælper han 12 lovende iværksættervirksomheder, der bl.a. udvikler oppustelige bækkener til hospitaler, grønne støjvægge med beplantning og produkter til interaktive legepladser med indbygget læring og bevægelse.

 

 

Stærk støtte gennem den svære start
Når BOREAN indtræder i en virksomhed, er det med udgangspunkt i en fælles forretningsplan med budget og delmål. BOREAN's investering sker nemlig løbende, hvor hvert opfyldt delmål udløser en ny andel af kapitalen. Når virksomheden - typisk efter tre til fem år - har skabt sig en stabil position på markedet, gør BOREAN sit exit. Forhåbentlig med et afkast, der kan investeres i andre lovende iværksættere.

 

"I den tid arbejder vi for at opnå det højst mulige afkast, og vi gør alt, hvad vi kan for at løfte virksomheden mod det mål," forklarer Morten Bitsch Janik.

 

På www.borean.dk kan du læse mere om, hvordan du kontakter BOREAN, og hvilke krav der stilles for at blive godkendt til et investeringsforløb.

 

 

 

 

Fakta om BOREAN Innovation

  • BOREAN Innovation er et innovationsmiljø, som investerer risikovillig kapital og kompetencer i videnbaserede iværksættervirksomheder
  • Desuden fungerer BOREAN som bindeled til det private kapitalmarked.
  • BOREAN stiller krav til, at virksomhedsideen er forretningsmæssig bæredygtig og har et stort internationalt potentiale.
  • BOREAN har mulighed for at medfinansiere lovende forretningsideer med op til 6 mio. kr. og kræver til gengæld mindst 25 procent medejerskab i virksomheden.
  • Fra den første henvendelse til den første investering er gennemført går der typisk 3-6 måneder.
  • BOREAN er typisk medejer af virksomheden i 3-5 år.
  • Fonden Århus Miljøcenter, som ejer Ecopark, er igennem Investorselskabet 2013 A/S aktionær i BOREAN Innovation.
  • Se mere på www.borean.dk

 

Tilbage til Nyt fra Ecopark

Innovation,
produktion,
& udvikling