Ecopark vil skabe 600 nye job i Aarhus

Siden opstarten i 2005 har Ecopark skabt 200 nye århusianske arbejdspladser, og i løbet af de næste fem år har udviklingsparken en målrettet ambition om at skabe yderligere 400 job.

Med fleksible rammer for ambitiøse iværksættere og gode muligheder for produktion har Ecopark skabt 200 århusianske arbejdspladser og fostret Danmarks hurtigste gazellevirksomhed.

"I Ecopark giver vi cleantech- og produktionsiværksættere et fleksibelt og innovativt miljø, som indfrier disse virksomheders særlige behov for eksempelvis lager og produktionsfaciliteter," forklarer Ecoparks direktør Gert F. Rasmussen, der huser omkring 30 virksomheder bag de røde mure på Bautavej.

Virksomheder med potentiale til vækst
En af virksomhederne er Miitors, som udvikler elektroniske målere og flyttede til Aarhus fra Horsens i august 2013.

<i>Foto: Helene Bagger</i>

"Placeringen i Ecopark betyder, at rammerne er fleksible, og at vi ikke behøver flytte, når virksomheden vokser. Samtidig tager Ecopark sig af reception, rengøring og mødelokaler, mens vi kan koncentrere os fuldt ud om vores forretning. Det er også vigtigt for os at sidde sammen med andre små virksomheder, der har ambitioner og potentiale til vækst. Der er en energi og gejst, som er med til at drive os fremad," siger Jens Drachman, stifter og direktør i Miitors, der har syv ansatte.

En anden virksomhed i Ecopark er Advansor A/S, som producerer bæredygtige termiske systemer. Advansor er vokset fra to til ca. 50 ansatte, mens den har haft adresse hos Ecopark, og i 2012 blev den kåret til Danmarks hurtigste gazellevirksomhed af Børsen.

Stærk aktør inden for energi-iværksætteri
De flotte resultater har fået Aarhus Kommune til at nævne Ecopark i sin erhvervsplan, som en af de aktører, der skal sikre iværksætteri og forretningsudvikling inden for energi, klima og miljø frem til 2017.

"Etablering af nye virksomheder er en vigtig forudsætning for vækst og beskæftigelse i Aarhus. Byen skal derfor tilbyde gode rammer og miljøer, så de mennesker, der har mod og vilje til at starte for sig selv, kan koncentrere sig om at udvikle deres virksomhed. Hos Ecopark findes eksempelvis produktions- og lagerfaciliteter, som mange cleantech-iværksættere har brug for i opstartsfasen. Ecopark bidrager dermed til at skabe et stærkt iværksætter- og incubatormiljø inden for energi, klima og miljø i Aarhus," lyder forklaringen fra Aarhus Kommunes erhvervschef Jan Beyer Schmidt-Sørensen.  

Vil skabe 400 flere job
Ecopark drives af Århus MiljøCenter, som i 2005 stod med nogle overskydende lokaler og tomme garager. Det blev starten på Ecopark, som siden er blevet udbygget med nye, lyse kontorer og konferencefaciliteter.

Ud over de job, virksomhederne skaber, giver Ecopark arbejde til kantinepersonale, rengøring og administration. I løbet af de næste fem år har Ecopark en målrettet ambition om at skabe rum for yderligere 400 arbejdspladser, men det kræver en udbygning af de nuværende faciliteter.

"For at nå vores mål om at tiltrække endnu flere innovative cleantech-iværksættere til Aarhus har vi brug for at udvide Ecopark med blandt andet et prototypeværksted og testfaciliteter," lyder det fra direktør Gert F. Rasmussen. 

Du kan også læse artiklen på Business Aarhus' hjemmeside.

 

Tilbage til Nyt fra Ecopark

Innovation,
produktion,
& udvikling