Energi-platform indtager Danmark og udlandet

Med eviShine kan skoler, virksomheder og private nemt holde øje med forbruget af el og vand - eller kontrollere, om solcelleanlægget yder, som det skal. Og det er ikke kun i Danmark, vi gerne vil aflæse konkrete resultater af de grønne initiativer. Århusianske EVIKALI, som står bag energi-platformen, oplever også stor interesse fra udlandet. 

Solceller på taget, LED-pærer og toiletter med to slags skyl. Danskerne har taget mange grønne initiativer til sig, men det kan være svært at vide præcis, hvilken forskel de gør. Det har den århusianske it-virksomhed EVIKALI sat sig for at ændre. 

EVIKALI, som er en del af cleantech-udviklingsmiljøet Ecopark, har udviklet eviShine, der kan give et overblik over forbruget af el, fjernvarme eller koldt vand i en virksomhed, på en skole eller i en familie.

På samme måde kan eviShine tilsluttes et solcelleanlæg og vise, om anlægget fungerer, og hvor meget el det producerer.

Via nettet på sin computer eller smartphone kan slutbrugeren følge med i, hvor meget el og vand, der forbruges netop nu, og forløbet pr dag, måned eller år.

Måler effekten af grønne tiltag
Det er især regioner, kommuner og virksomheder, der har investeret stort i energibesparende initiativer og gerne vil have et overblik over effekten.

-Da Region Syddanmark eksempelvis lavede Danmarks største samlede investering i solceller i 2013, valgte de samtidig eviShine for at vise regionens borgere og deres egne teknikere, hvor meget strøm, der produceres her og nu - og hvor meget CO2, der spares, forklarer Anders Rolann, som er projektchef og medejer af evikali.


Skole sparede 90.000 kr. på energi
Skoler, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner er også glade for de web-baserede muligheder med eviShine, der gør det muligt både at følge det aktuelle energiforbrug og bruge det direkte i undervisningen.

- eviShine viser energiforbruget med kun fem sekunders forsinkelse, så eleverne for eksempel kan slukke lyset i gymnastiksalen og straks se, hvad det betyder for skolens elforbrug, fortæller Anders Rolann.

Mange skoler anvender eviShine til at vise energital på en infoskærm eller på skolens hjemmeside, så elever og forældre nemt kan følge med. Desuden kan lærere anvende redskaberne i eviShine til at undervise elever om skolens eget solcelleanlæg.

Fra januar til marts 2014 brugte lærere på Parkvejens Skole i Odder eviShine til at undervise elever i 4. til 6 klasse i, hvordan de kunne spare på energien. Bagefter førte Parkvejen Skole flere af elevernes forslag ud i livet, og opnåede på den måde besparelser for 90.000 kr. på el og varme. 

- Med eviShine kan energi og miljø indgå i undervisningen som noget nært og håndgribeligt, fordi eleverne med det samme kan se, hvordan de selv kan gøre en forskel, fortsætter Anders Rolann. 

Stor interesse fra udlandet
eviShine er installeret på flere end 65 skoler og uddannelsesinstitutioner og har i alt flere end 1800 målepunkter - og de sidder ikke kun i Danmark.

- I mange andre lande savner virksomheder, private og offentlige institutioner også et samlet overblik over effekten af deres grønne initiativer. Vi oplever en stigende efterspørgsel fra udlandet, og eviShine er på nuværende tidspunkt anvendt flere steder bl.a. i Sverige, Irland og England, forklarer Anders Rolann.

Innovation,
produktion,
& udvikling