Miitors solgt for 53 mio. kr.

Miitors, der udvikler avancerede ultralydsmålere og har været del af Ecopark siden 2013, er blevet købt af polske Apator Group for 53 mio. kr.

Hvert år bliver der solgt flere end 100 millioner vandmålere på verdensplan - de fleste mekaniske. Men århusianske Miitors har udviklet en digital måler, som ved hjælp af ultralyd kan måle mere nøjagtig og samtidig bruger så lidt strøm, at den kan konkurrere med de mekaniske målere.

En teknologi, som pt. har opnået fire patenter, mens yderligere 12 patentansøgninger er i behandling.

- Vi stod ved en skillevej, hvor vi skulle skaffe betydelig kapital til produktion og markedsføring - eller sælge. Afgørelsen var egentlig enkel, fordi vi alle sammen er udviklere i Miitors, forklarer Miitors' stifter og øverste direktør Jens Drachmann.

Flere interesserede købere
Den nye ejer er polske Apator Powogas - en polsk vandmålervirksomhed, der hører under Apator Group.

Apator Group er et børsnoteret paraplyselskab med 15 virksomheder, der alle beskæftiger sig med måleudstyr og it-systemer, og som årligt omsætter for 180 mio. euro.

- Der var temmelig mange interesserede købere, men Apator Powogas var de ivrigste. Og ud over et økonomisk perspektiv, er det et rigtigt godt match, hvor der kun er få overlappende kompetencer, så vi supplerer hinanden perfekt, lyder det fra Jens Drachmann.

For ham har det været vigtigt, at den nye, polske ejer ønsker at drive Miitors videre i samme form som hidtil.

Optimale rammer giver succes
Hos Ecopark glæder man sig over salget af Miitors - ikke mindst, fordi Ecopark er investor i Borean Innovation, der sammen med to business angels investerede i Miitors allerede i 2010. 

- I Ecopark giver vi cleantech- og produktionsiværksættere optimale rammer, og samtidig har vi via Borean Innovation mulighed for at investere risikovillig kapital i lovende forretningsidéer. Miitors er er et mønstereksempel på, hvordan de to ting kan gå op i en højere enhed, siger Ecoparks direktør Gert F. Rasmussen.

Ifølge Apator Powogas er forventningen, at de første produkter fra Miitors kommer på markedet i 2016.

 

Læs også artiklen om Miitors-salget på Finans.dk

Innovation,
produktion,
& udvikling